Alting har en tid: Knausgård skriver om livets cyklusser

Alt kan på en måde siges at have en tid i litteraturens verden. Tidens tand slider på bøgerne, og det særligt gode eller dårlige kan hurtigt forsvinde fra folks bevidsthed. Men der er nogle værker, som formår at stå stærkt igennem tiden og stadigvæk være relevant i dag.

Ett af disse værker er “Alting har en tid” af den norske forfatter Karl Ove Knausgård.

“Alting har en tid” er en samling af essays, som Knausgård har skrevet i perioden 1994 til 1998 for norsk avis og tidsskrifter. Bogen blev første gang udgivet i 2004 i Norge, men blev først udgivet på dansk i 2016 af Forlaget Fadl’s Forlag.

Bogen består af 12 forskellige essays, der på hver sin måde tager afsæt i temaet “alt har en tid”. Det kan være alt fra at se en film eller høre en sang, til at forholde sig til døden og det endelige farvel.

Knausgård formår på sin særligt nøgterne måde at indfange de små øjeblikke, som vi alle oplever i hverdagen. Han er meget detaljeorienteret og lægger mærke til ting, som de fleste af os ville have overset.

Nogle af essayene tager os med tilbage til en barndom, hvor livet var enkelt og bekymringerne få. “Barndom” beskriver en tur med Knausgårds far i skoven, hvor de går i hver deres retning og bagefter skal finde hinanden igen. Det er en øvelse i tillid og en af de få stunder, hvor Knausgård har følt sig fri og ubekymret som barn.

I “Sult” beskriver Knausgård et kærestebesøg i Bergen, hvor han opholder sig på et hostel og er sulten. Han føler, at han mister sig selv, mens han forsøger at imponere pigen og samtidig bekæmpe sin egen sult. Dette essay er en af de stærkeste beskrivelser af ensomhed og identitetstab, som jeg nogensinde har læst i en bog.

Knausgårds skrivestil er meget nøgtern og analyserende. Man kan mærke, at han har tænkt rigtig meget over de emner, han skriver om. Det kan være både godt og skidt alt efter læserens temperament. Nogle vil måske opleve, at Knausgårds sprog er for distanceret, og at han ikke bidrager med særligt nærvær til emnerne. Andre vil måske finde det befriende, at Knausgård undgår at gøre teksten for følelsesladet og sentimental.

Det er også interessant at bemærke, hvordan Knausgård tidligt i sin karriere beskæftigede sig med de samme emner, som han senere i “Min kamp”-serien vendte tilbage til og undersøgte i mere detaljeret omfang. Eksempelvis kan man se trådene mellem “Alting har en tid” og “Min kamp”, når det kommer til barndomserindringer og det at overvinde ensomhed. Det er spændende at se, hvorledes Knausgård har formået at udvikle og dykke endnu dybere ned i disse temaer.

FAQs:

Hvad handler bogen om?

Bogen er en samling af 12 forskellige essays, der på hver sin måde tager afsæt i temaet “alt har en tid”. Det kan være alt fra at se en film eller høre en sang, til at forholde sig til døden og det endelige farvel.

Hvornår blev bogen udgivet?

Bogen blev først udgivet i 2004 i Norge, men blev først udgivet på dansk i 2016 af Forlaget Fadl’s Forlag.

Hvordan beskriver Knausgård barndommen i bogen?

I essayet “Barndom” beskriver Knausgård en tur med sin far i skoven, hvor de går i hver deres retning og bagefter skal finde hinanden igen. Det er en øvelse i tillid og en af de få stunder, hvor Knausgård har følt sig fri og ubekymret som barn.

Hvad er Knausgårds skrivestil?

Knausgårds skrivestil er meget nøgtern og analyserende. Man kan mærke, at han har tænkt rigtig meget over de emner, han skriver om. Det kan være både godt og skidt alt efter læserens temperament.

Hvilke temaer i bogen bearbejder Knausgård senere i “Min kamp”-serien?

Eksempelvis kan man se trådene mellem “Alting har en tid” og “Min kamp”, når det kommer til barndomserindringer og det at overvinde ensomhed.